Hvad er barnets tarv ?

Er det barnets tarv at bo fast hos sin mor og kun besøge sin far hver anden weekend efter skilsmisse? Er det barnets tarv at bo på skift en uge ad gangen lige meget hos mor og far ?

Læs mere i artiklerne:

• Børn fødes ikke lige,

• Forældre fjendtliggørelse
• Omsorgssvigt

Langt de fleste skilsmissesager om samværsretten til børnene ender ikke hos domstolen. Det ”løses” af parterne selv. Men forhandlingssituationen er meget ulige. For hvad er grundelementerne i en god forhandling ?

I en god forhandling prøver begge parter at finde et kompromis, hvor der er taget hensyn til hinanden, og når der er børn involveret også at tage hensyn til børnenes interesser. Men det er først, når børn bliver 12 år, at deres mening betyder noget. Indtil da er det forældrene, der skal overbevise hinanden om, hvad børnenes tarv er.

Prøv at forestille dig følgende forhandling : Den ene part – faderen – har en hammer hængende over hovedet, hvor der står :´en domstolsafgørelse vil i fire ud af fem tilfælde tilkende moderen forældremyndigheden’. Den anden part – moderen – har et diplom hængende over hovedet, hvor der står : ´ Tillykke med at du fastholder hvert eneste af dine krav og lod være med at bøje dig i forhandlingen. Nu har du vundet det hele, fordi du lænede dig tilbage og ventede på, at sagen gik til domstolen’.

At blive skilt er en meget ulykkelig begivenhed og allermest for børnene. Det opløftende ved nutidens skilsmisser er, at i langt de fleste tilfælde er både moderen og faderen mægtig gode som forældre og prioriterer deres børn højt.

Men døden har som regel en årsag – også en skilsmisse – og der er bunker af indeklemte følelser mellem de voksne, når forhandlingen om forældremyndigheden går i gang. Selv om de beslutter sig for at bevare den fælles forældremyndighed, skal de stadig tage stilling til, hvor børnene skal bo, hvad med ferier, hvilken skole og så videre.

Der er en grund til, at hver gang fædres rettigheder – eller manglen på samme – sættes på dagsordenen, så eksploderer debatten. Der er simpelthen for mange ansvarlige fædre, der kommer urimeligt i klemme, blandt andet fordi ”barnets tarv” er blevet det trumfkort, mødre smider på bordet ved forhandlingerne.

Men hvad er barnets tarv ? Det er et subjektivt skøn, og derfor har fædre ingen mulighed for at sige: ´ Okay – nu vil jeg til punkt og prikke gøre alt, hvad der er barnets tarv – og kan jeg så få en ny chance for at være mere sammen med mine børn’.

For manden bliver situationen ligesom i ´Alice i Eventyrland’, hvor Alice spiller kort med dronningen uden at have en chance. Dronningen vil ikke fortælle reglerne, og samtidig laver hun dem egenhændigt om undervejs i spillet, så reglerne er til hendes fordel.

Et bedre svar ligger i styrket mægling, en klar beskrivelse af spillereglerne for at bidrage til barnets tarv – og måske også at den mest samarbejdende og konstruktive part, der prøver at skabe et forhandlingsresultat, hvor alle bliver vindere, står stærkere ved en retssag.