Den sociale arv

Børn fødes ikke lige. De bliver ofte bærere af den sociale arv. Men i modsætning til tidligere, hvor arven var betinget af fattigdom, sygdom og følger af elendige boligforhold, har den i dag nye fremtrædelsesformer. Den er resultatet af forældrenes arbejdsløshed og af den marginalisering, der er sket af store befolkningsgrupper i to-tredjedelsamfundet. Børnene mærker også følgerne af den splintrede kernefamilie med brudte parforhold samt forældrenes manglende tid og overskud. Selv helt små børns hverdag er splittet mellem hjem og institution, og for de børn, der vokser op i betonghettoen, er tilværelsen en helt anden end for børn i tidligere generationer.

Barnets levekår i de tidligste år et afgørende for hele dets fremtidige liv. Det kræver hjælp og støtte. Fra forældrene. Fra institutioner. Fra samfundet. Milliarder af kroner bruges forgæves på behandling af symptomer hos større børn og unge, hvor en begrænset indsats 10-20 år tidligere ville have haft langt større effekt. Derfor er børns vilkår det vigtigste socialpolitiske problem overhoved. I de seneste årtier har ny forskning og nye arbejdsmetoder vist, at der på en række områder er gode chancer for at give børn bedre udviklingsmuligheder.

Her beskrivs på tværs af en lang række fagområder tilværelsen for dagens danske børn og den nye sociale arv samt giver bud på, hvad der kan og bør gøres.

Med omsorgssvigt forstås, at de, der har omsorgen for barnet, udsætter det for fysiske eller psykiske overgreb eller forsømmer det, så barnets sunde udvikling er i fare. Det kommer også til udtryk i seksuelle overgreb på barnet. I de seneste årtier har dette spørgsmål tiltrukket sig stigende opmærksomhed. Det skyldes dels erkendelsen af betydningen af barnets tidlige udvikling, dels måske også en større humanisering af samfundet, som eksempelvis viser sig i vedtagelsen i maj 1997 af revselsesrettens afskaffelse. Men også større åbenhed om tabuemner som f.eks. incest har bevirket, at man nu er langt mere opmærksom på symptomer og hyppighed af dette problem. Omsorgssvigt er ofte en konsekvens af forældrenes egen tilstand med sociale problemer, misbrug, alvorlig sindslidelse eller psykiske udviklingshæmning.

Vi kan ikke forstå omsorgssvigt, hvis vi ikke ser på vort eget forhold til problemet. Og det er ofte præget af fortrængning. Det kan vi få et indtryk af ved at se på det sociale hjælpearbejde med børn, der meget lidt handler om – børnene.

Det fremgår af de forbavsende begrænsede beskrivelser i mange børnesager. For større børn skriger det til himlen, at man ikke har spurgt dem om, hvad de selv mener. Det er også en vanskelig opgave. For børn prøver på at overleve – de har en meget stærk loyalitet over for forældrene og forsøger at sløre, hvordan det står til. Men man ser også mange eksempler på ofte lange sagsforløb, hvor afgørelserne udsættes, fordi det er pinagtig for den, der skal træffe afgørelsen. Når barnets første år er så vigtige, er dette katastrofalt.

Sager med omsorgssvigt rører ved vore egne følelser og ved vort forhold til vore egne familier og forældreroller. Dette medfører let, at behandlingspersonalet mere tager vare på sig selv end på de børn, hvis interesser de skal varetage. De har afmagtsfølelse og svært ved at tage ansvar for beslutninger. Det er forståeligt, fordi det volder megen sorg, angst og aggression at arbejde med disse sager. I nogle tilfælde kan de frygte forældrenes vrede og eventuelle vold.

Vi må også erkende, at vi kan være voldsomt fordømmende over for forældre, der ikke kan udvise den fornødne omsorg for deres børn. Men det, man kan gøre, er at søge for at udvikle et tillidsfuld kontaktforhold til disse forældre. Det forudsætter at man har – og viser – respekt for dem. Behandlingsopgaven er umådelig krævende, og derfor indrettes arbejdsformen ofte sådan, at kontakten vedrører en institution som helhed. Den medarbejder, som har kontakt med familien, kan ”brænde ud” og tabe troen på, at hjælpen nytter. I sådanne situationer kan det være hensigtsmæssigt, at en anden overtager den daglige kontakt.

Der stilles også krav om, at behandlerne må have et bevidst forhold til egne barndomsoplevelser på både godt og ondt. Men også, at de skal have en indføling med det miljø og de forældre, de skal hjælpe. Som i så mange andre tilfælde er en vigtig forudsætning med et lidt højtideligt begreb – tilgivelse – over for andre og over for sig selv set i forhold til, hvordan vi reagerer på vore forældre og vore egne roller som forældre.

Ved omsorgssvigt kan det være svært at finde ud af, hvem man har mest medlidenhed med: Det svigtede barn eller de forældre, som lider under, at de selv blev svigtet i deres barndom.

I den krævende kontakt kan der være behov for, at behandlerne går ind i en forældrelignende rolle og viser en vis omsorg, som dog skal begrænses for ikke at gøre forældrene for passive. Rollen indebærer at give eksempler, råd, stille krav, være grænsesættende og hjælpe til udvikling af sociale netværk. Det sidste er af stor betydning og ikke mindst vigtigt for marginaliserede grupper og indvandrere.

I engelsk og amerikansk socialt arbejde har man i mange år brugt arbejdsformer, hvor man rekrutterede og oplærte mødre fra nabolaget, der ud fra egne livserfaringer i et undervisningsforløb skulle støtte endnu dårligere stillede mødre, der havde svært ved at klare omsorgsopgaverne. Trods belastninger i mødregruppen vidste det sig at være en meget effektiv metode. De oplærte mødre var mere velegnede som modeller end de professionelle hjælpere. De kunne udvikle et ligeværdigt samarbejde, når de, som gav hjælp i begyndelsen, selv fik behov for hjælp. Denne model har fået betydelig udbredelse i England, men også herhjemme er der sundhedsplejersker, der arbejder efter disse metoder.

Forældrene skal have hjælp til at mestre deres daglige liv og til at undgå kaos, en alt for rigid holdning eller urealistiske krav. Der kan også være behov for hjælp til rolleskift omkring, hvad henholdsvis forældre og børn gør. Endvidere personlig støtte over for de psykiske problemer, som mange forældre har med angst, skyldfølelse og depression. Ofte må behandlerne fungere som ”oversættere” inden for familien, for at få familiemedlemmerne til at lytte til hinanden.

Der kan være behov for, at forældrene lærer, hvad børn kan på et givet udviklingstrin, og at udvikling hænger sammen med stimulering, et positivt engagement, og at forældrene skal kunne glæde sig over de gode ting, barnet gør. Det kan også være hjælp til at bearbejde forældrenes samlivsproblemer, skilsmisse og de kriser, der kan opstå i forbindelse hermed.

Det er således en særdeles vanskelig behandlingsopgave at hjælpe familier, hvor der sker omsorgssvigt. Det subtile behandlerevner at opnå et tillidsfuldt samarbejde med forældrene samt en dyb indsigt i børnepsykologi og –psykiatri at opnå samarbejde med børnene. Sociale aspekter vedrørende økonomi, arbejde, familie og lokalt netværk er vigtige for forløbet. Derfor må arbejdet foregå i et tværfagligt team, hvilket i sig selv kan være problematisk.

Men i de seneste år er der sket en betydelig udvikling af indsigt og erfaring vedrørende disse spørgsmål. Og mange kommuner er, bl.a. efter lovændring for et par år siden, blevet opmærksomme på, at man hidtil har gjort arbejdet for dårligt. Der er dog lang vej endnu.

Socialforvaltningen er den eneste myndighed på feltet – de andre trykker sig. Prøver at se, om det ikke går over med den støtte, de kan give. Ydermere er der en kulturkløft mellem på den ene side socialforvaltningen, der har sit ståsted i politisk og socialt arbejde, og på den anden side de faggrupper, der står med de teoretiske referencerammer.

Man kan også stille sig spørgsmålet, om dette er udtryk for et samfundsmæssigt svigt ? Mildt sagt er der tale om en underprioritering. Der er et skrigende misforhold mellem bemandingen og sagkundskaben f.eks. på de teknologiske- juridiske områder og så den, der ofres på sociale problemer. Her er socialsektoren blevet glemt. Det konkretiseres i bl.a. i de sociale sagsbehandleres

arbejdsbyrde. Alene navnet – sagsbehandler – fortæller meget om den bagvedliggende kultur. Det handler jo trods alt om mennesker. Men det viser sig også helt elementært i forhold mellem lønnen for en børnehavepædagog og en gymnasielærer.

For at forstå omsorgssvigtet må man se på det komplicerede samspil mellem børn og forældre. Det kan illustreres ved to tandhjul, der skal gribe ind i hinanden. For barnet drejer det sig om dets opfattelse af sig selv, af sin situation, og af hvordan det regerer herpå. Nogle reaktioner betinger vækst og modning, mens andre giver forvrænget udvikling. Resultaterne heraf påvirker samspillet mellem barn og forældre. Forældrene møder med deres forudsætninger, det vil sige erfaringer fra egne barndom, samliv, socialt netværk og deres social økonomisk situation. Alle disse ”tænder” skal passe sammen, hvilket gør det vanskeligt at forudsige udviklingen.

Barnet fødes som et selvstændigt individ og har sin egen medfødte udrustning, der i vise tilfælde kan vanskeliggøre samspillet. Mens det robuste barn har lettere ved at klare omsorgssvigt, kan et følsomt og irritabelt barn overstige forældrenes kræfter. Hvis forældrene er mere optaget af egne problemer med f.eks. angst, arbejdsløshed eller dårlig økonomi, har de ikke det samme overskud til og engagement i barnet. Visse faser, såsom det skrigende spædbarn, trods- eller selvstændighedsalderen eller uroen omkring den tidlige sociale alder hos barnet, provokerer forældrene mere end andre faser.

Børn er som tidligere nævnt forskellige af temperament. Der er de nemme og de vanskelige børn. Det nemme barn kan let finde ud af regelmæssighed og er samtidig indstillet på forandringer. Det er positivt og venligt, har regelmæssige sove- og spisevaner, kan let omstille sig til ny mad, smiler til fremmede, kan klare skift i institutioner og kan acceptere moderate frustrationer.

Det vanskelige barn har uregelmæssige biologiske funktioner, accepterer ikke ny mad og nye rutiner, er ikke særligt imødekommende, trækker sig tilbage fra andre samt reagerer afvisende over for omgivelserne. Herved kan barnet selv bidrage til negative reaktioner i dets omverden.

For barnet skaber omsorgssvigt afhængighedsproblemer. Enten bliver det klæbende over for moderen eller forsvarspræget uafhængigt som udtryk for, at barnet aldrig har lært gensidighed i et samspil. De tidlige studier af børns reaktioner på adskillelse viste tre faser: Protest, fortvivlelse og fornægtelse. Det barn, der fornægter sin situation, er passivt og opgivende. Resigneret i sin fortvivlelse. Også hos svært omsorgssvigtede børn kan man se fortrængningen i en grad, så barnet tilsyneladende kan tilpasse sig hvad som helst. Men tag ikke fejl, det er et dybt skadet barn, der undgår tilknytning, fordi det forventer afvisning. Barnet forsøger at klare sig uden kærlighed og støtte fra andre.

Hos nogle børn kan omsorgssvigt give anledning til umådelig angst og aggression og kan antage voldsomme former som f.eks. det barn, der slår på alt og alle ved den mindste anledning. De tiltrækker sig opmærksomheden i skolen, kommer måske på døgninstitution, og det er dem, der får de store avisoverskrifter frem, når de stikker en kniv i offeret. Der skal næsten intet til at udløse deres aggression – et forkert blik er nok.

For andre børn slår det indad. De bliver selvdestruktive, tilbagetrukne og kontaktsky. Det er her, vi har de selvmordstruede børn. En anden reaktionsmåde, der også kendes hos voksne i sorg og krise, er som nævnt fornægtelse. De taber realitetssansen, og fortrængningen er årsag til mange personlighedsforstyrrelser. For mange børn resulterer det i depressive reaktioner med stereotyp, ufri eller endog tvangsbetonet leg.

Det samme kan ses ved fysiske aktiviteter. De er meget passive og mindre kreative. Mange får psykosomatiske reaktioner med større hyppighed af allergi, infektionssygdomme og hospitalsindlæggelser. I familier med omsorgssvigt er hyppigheden af hoved- og mavepine samt spise- og søvnproblemer udtalte.

Det negative selvbillede, der danner sig hos disse børn, viser sig ved, at de føler sig uønskede og ikke gode nok. Det kan fremstå som overdreven veltilpassethed. De er små ”voksne”, der føler sig ansvarlige for familien. Det er ret alvorligt symptom, som senere i livet kan betyde, at de bryder helt sammen med misbrug eller psykiske problemer. Hos mange af disse børn er der også udviklingsforsinkelser.

Et eksempel herpå er børn af narkomødre. Kun 25 procent blev vurderet som normale 1-10 år efter fødslen. 56 procent var hyperaktive og aggressive med manglende koncentrationsevne og med udtalte sociale hæmninger, 20 procent havde psykomotoriske udviklingshæmninger. Børnene har dårlig indlæring og skolegang. Især problemer i skolealderen kan virke umådeligt provokerende på forældrene. Fordi de selv har ubearbejdede negative erfaringer fra denne udviklingsperiode. Det samme billede kan ses hos børn af alkoholikere.

Reaktionerne på omsorgssvigt medfører, at barnet har ringe evner til at mestre sin situation og få hensigtsmæssige overlevelsesstrategier. Dog er der nogle af disse børn, der tåler meget. De er tidligt ude, når det drejer sig om at være selvhjulpne. Disse ”mælkebøttebørn” kan billedligt talt finde vej gennem selv den hårdeste asfalt. Men ofte viser det sig, at de har formået at finde andre voksne at støtte sig til.

Forældrenes mulighed for at opfatte barnet realistisk og at kunne tilgodese dets behov og muligheder er en vigtig forudsætning for at undgå omsorgssvigt. Men her handler det også om de fordomme, forældre kan have: >Han er født egoist som sin far. Han tænker kun på sig selv og giver fanden i, hvordan jeg har det,< som en mor sagde om sin 5-årige søn. Der kan også være forældre, der tolker spædbarnets skrig som udtryk for ondskabsfuldhed rettet alene mod dem. I sådanne tilfælde sker det, at moderen går fra barnet.

Et andet vigtigt træk at iagttage er det behov hos forældre, som barnet skal tilfredsstille. Eksempelvis kan forældre have behov for omsorg, og de søger trøst og hjælp hos selv det helt lille barn. Mange mødre finder også først en menneskelig berettigelse i rollen som mor. Derfor kan det blive en stor tragedie, hvis det viser sig, at de ikke magter det.