Hvem står bag?

Med omsorgssvigt forstås, at de, der har omsorgen for barnet, udsætter det for fysiske eller psykiske overgreb eller forsømmer det, så barnets sunde udvikling er i fare. Det kommer også til udtryk i seksuelle overgreb på barnet. I de seneste årtier har dette spørgsmål tiltrukket sig stigende opmærksomhed. Det skyldes dels erkendelsen af betydningen af barnets tidlige udvikling, dels måske også en større humanisering af samfundet, som eksempelvis viser sig i vedtagelsen i maj 1997 af revselsesrettens afskaffelse. Men også større åbenhed om tabuemner som f.eks. incest har bevirket, at man nu er langt mere opmærksom på symptomer og hyppighed af dette problem. Omsorgssvigt er ofte en konsekvens af forældrenes egen tilstand med sociale problemer, misbrug, alvorlig sindslidelse eller psykiske udviklingshæmning.

Vi kan ikke forstå omsorgssvigt, hvis vi ikke ser på vort eget forhold til problemet. Og det er ofte præget af fortrængning. Det kan vi få et indtryk af ved at se på det sociale hjælpearbejde med børn, der meget lidt handler om – børnene.

Det fremgår af de forbavsende begrænsede beskrivelser i mange børnesager. For større børn skriger det til himlen, at man ikke har spurgt dem om, hvad de selv mener. Det er også en vanskelig opgave. For børn prøver på at overleve – de har en meget stærk loyalitet over for forældrene og forsøger at sløre, hvordan det står til. Men man ser også mange eksempler på ofte lange sagsforløb, hvor afgørelserne udsættes, fordi det er pinagtig, der skal træffe afgørelsen. Når barnets første år er så vigtige, er dette katastrofalt.

Sager med omsorgssvigt rører ved vore egne følelser og ved vort forhold til vore egne familier og forældreroller. Dette medfører let, at behandlingspersonalet mere tager vare på sig selv end på de børn, hvis interesser de skal varetage. De har afmagtsfølelse og svært ved at tage ansvar for beslutninger. Det er forståeligt, fordi det volder megen sorg, angst og aggression at arbejde med disse sager. I nogle tilfælde kan de frygte forældrenes vrede og eventuelle vold.

Vi må også erkende, at vi kan være voldsomt fordømmende over for forældre, der ikke kan udvise den fornødne omsorg for deres børn. Men det, man kan gøre, er at søge for at udvikle et tillidsfuld kontaktforhold til disse forældre. Det forudsætter at man har – og viser – respekt for dem. Behandlingsopgaven er umådelig krævende, og derfor indrettes arbejdsformen ofte sådan, at kontakten vedrører en institution som helhed. Den medarbejder, som har kontakt med familien, kan "brænde ud" og tabe troen på, at hjælpen nytter. I sådanne situationer kan det være hensigtsmæssigt, at en anden overtager den daglige kontakt.

Der stilles også krav om, at behandlerne må have et bevidst forhold til egne barndomsoplevelser på både godt og ondt. Men også, at de skal have en indføling med det miljø og de forældre, de skal hjælpe. Som i så mange andre tilfælde er en vigtig forudsætning med et lidt højtideligt begreb – tilgivelse – over for andre og over for sig selv set i forhold til, hvordan vi reagerer på vore forældre og vore egne roller som forældre.

Ved omsorgssvigt kan det være svært at finde ud af, hvem man har mest medlidenhed med: Det svigtede barn eller de forældre, som lider under, at de selv blev svigtet i deres barndom.

I den krævende kontakt kan der være behov for, at behandlerne går ind i en forældrelignende rolle og viser en vis omsorg, som dog skal begrænses for ikke at gøre forældrene for passive. Rollen indebærer at give eksempler, råd, stille krav, være grænsesættende og hjælpe til udvikling af sociale netværk. Det sidste er af stor betydning og ikke mindst vigtigt for marginaliserede grupper og indvandrere.