Samvær med barnet

Det juridiske udgangspunkt er, at barnet har ret til samvær med den forældre som ikke har bopælsretten. Det påhviler derfor forældrene at lave en aftale om samvær med barnet. Her opstår der desværre ofte uenighed, hvorefter parterne må løse det juridisk.

Ved uenighed omkring samværet skal man gå til statsforvaltningen. Statsforvaltningen tilbydere herefter rådgivning eller konfliktmægling. Lykkes det stadig ikke at nå til enighed, kan man anmode statsforvaltningen om at træffe afgørelse om samvær og de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.

Når der aftales samværsordninger ses der typisk forskellige løsninger, hvor der tages udgangspunkt i en periode af 14 dage.

• 4-10 dages løsningen

• 6-8 dages løsningen

• 7-7 dages løsningen

Særlig kontakt med barnet

Statsamtet kan nu i særlige tilfælde træffe bestemmelse om anden kontakt med barnet for den af forældrene, der ikke har barnet boende, i form af telefonsamtaler, brevveksling og lignende jf. forældreansvarslovens § 22. Bestemmelsen kan anvendes, også selvom der er fælles forældremyndighed. Behovet for statsamtets bistand til sådan anden kontakt end samvær kan navnlig foreligge, hvis den af forældrene, der har barnet boende, griber ind i barnets kontakt med den anden af forældrene uden rimelig grund. Bestemmelsen kan alene anvendes i særlige tilfælde. Herved er det tilkendegivet, at der skal foreligge en speciel situation, før statsamtet kan træffe beslutning om denne form for kontakt mod den ene af forældrenes ønske, og at bestemmelse om anden kontakt ikke bør være et fast supplement til afgørelser om samvær. Statsamtets afgørelse efter § 22 vil ikke kunne gennemtvinges eller sanktionernes, f.eks. gennem fogedbistand eller tvangsbøder.

Orientering om barnet

I modsætning til reglerne om samvær og anden kontakt, vedrører reglerne om orientering om barnet alene den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden. Det følger således af forældreansvarslovens § 23, stk. 1, at den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Endvidere må der ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold. Bestemmelsen indebærer, at det er muligt for de nævnte institutioner m.v. at videregive oplysninger om barnet, uden at komme i strid med bestemmelser om tavshedspligt og uden at kunne mødes med indsigelser fra forældremyndighedsindehaveren. Reglen omhandler ikke aktindsigt og giver således ikke ret til at få udleveret kopier af sagsakter vedrørende barnet. Bestemmelsen pålægger en pligt til at give en orientering, typisk i form af mundtlige oplysninger. Bestemmelsen giver ikke beføjelser for den, der ikke har del i forældremyndigheden, til en aktiv kontakt med institutionen, f.eks. i form af deltagelse i forældremøder eller at repræsentere barnet i skolebestyrelsen.

Pligten til at give orientering om barnet er dog ikke undtagelsesfrit, da institutionerne kan nægte at give oplysninger, dersom det må antages at være til skade for barnet jf. forældreansvarslovens § 23, stk. 2. Hvornår disse situationer forelægger, beror på en konkret vurdering.

Ifølge forældreansvarslovens § 23, stk. 3, kan statsamtet i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner m.v. fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgang til at få orientering om barnet. Baggrunden for også at give de pligtige myndigheder adgang til at søge statsamtet om at ophøre med at orientere den samværsberettigede er, at pligten kan være en uforholdsmæssig belastning for institutionen. Eksempelvis hvis den samværsberettigede gentagne gange – måske næsten dagligt – retter henvendelse til institutionen vedrørende mindre vigtige spørgsmål om barnet. Imødekommes en ansøgning fra forældremyndighedsindehavren om ophør, er det ansøgeren som må meddele institutionen, at orienteringen skal ophøre. Afgørelsen har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen, Fml § 19, stk. 2, i.f..